En regnfuld fredelig fredag i Berlin Zoologischer Garten
Med en kende betænksomhed og gennemblødt tøj møder jeg dyr fra alle verdens hjørner. Kameraerne gløder. Dyrenes stille bevægelser kontrasterer hver en bevægelse fra de febrilske turister denne regnfulde oktoberdag.
Skrevet af Maria Jacobsen
Det let grålige efterårsvejr spolerer ikke spændingen, der florerer, da jeg stiger af på Zoologischer Garten. Klokken er 10, det er familieflokke med barnevogne og ivrige børn, der præger indgangen til den zoologiske have. Børnene hiver i mors og fars ærmer, da synet af lamaer, næsehorn og elefanter møder dem som det første tegn på det vilde liv, fanget på ét sted.
Bladene hvirvler rundt i luften, og blæsten er let og frisk mod min tæt indpakkede krop. Det er nærmest som at træde ind i en labyrint, med alle de mange stier, der er at vælge i mellem.
De mange menneskeflokkes kameraer skaber en blitzkrig foran hvert et dyr, og de febrilske flokke udstråler, at de ikke kan få nok bevismateriale med hjem. Hver især ligner det, at de kæmper mere, for at få det bedste billede, end egentligt at opleve dyret i sig selv.
For hvert bur de når, knipser de sig endnu et blitzende billede.
Flokke af turister er hver især stimlet sammen foran de kort der viser, hvad den zoologiske have indeholder af forskellige dyr, og for mig bliver næste stop pandaen.
De mange menneskers kameraer flyver igen op af tasken, og stiller skarpt på den ensomme lille pandabjørn, der sidder i hjørnet af dens glasbur. Det stikker let i mit hjerte, når man ser bambusplanterne rundt om buret, og forestiller sig denne lille skabning placeret i en hel skov af disse.
En sørgmodighed rammer mig hårdt, når jeg går i mine egne tanker, og ser alle disse dyr samlet på ét sted.
Særligt da jeg når løveburene, er det kuldeskærene at træde ind i lokalet. En tung lugt af tis rammer mine næsebor, og jeg skeler efter udgangen, og længes efter den friske luft. Men jeg drages hurtigt mod de to løver, der er 1½ meter tæt på. Hunløven bevæger sig hastigt gennem sit lille bur, mens hanløven står helt stille, og stirrer fokuseret ud i lokalet. Der går intet mindre end et par minutter, før en dyster lyd fylder lokalet. Det får mine hår i nakken og resten af kroppen, til at rejse sig. Tunge dybe brøl flyver ud af hanløven, og jeg kan høre, at de kommer helt nede fra maven. Jeg skeler hurtigt efter en nødudgang, i tilfælde af døren ind til buret ikke skulle være ordentligt sikret.
Da jeg træder ud af lokalet, møder jeg en ny lyd mellem fuglefløjtene foroven. En munter brummen der kontrasterer løvens brøl meget kraftigt. Jeg går mod den glædesfremkaldende rallen, og mødes af en flok søløver, der plasker rundt i vandet. Babysøløvens jamren efterfølger morens, og den lyder mest af alt som kvalt hoste, i forhold til de velkendte søløve skrig, de andre kommer med.
Lige ved siden af søløverne står pingvinerne. Det ligner at de er opstillede til netop den stilling, de alle sammen står i. De står i et bur lavet i stil med Odense zoologiske haves specielt indrettede islandskab. Buret er lavet så det ligner nordpolens farverige himmel, præget af en kunstig sols stråler. Kunstige sten der ligner klipper belagt med is, sætter tankerne i gang, om at her er nogle dyr der burde nyde deres omgivelser.
Bladene hvirvler rundt i luften, og blæsten er let og frisk mod min tæt indpakkede krop. Det er nærmest som at træde ind i en labyrint, med alle de mange stier, der er at vælge i mellem.
De mange menneskeflokkes kameraer skaber en blitzkrig foran hvert et dyr, og de febrilske flokke udstråler, at de ikke kan få nok bevismateriale med hjem. Hver især ligner det, at de kæmper mere, for at få det bedste billede, end egentligt at opleve dyret i sig selv.
For hvert bur de når, knipser de sig endnu et blitzende billede.
Flokke af turister er hver især stimlet sammen foran de kort der viser, hvad den zoologiske have indeholder af forskellige dyr, og for mig bliver næste stop pandaen.
De mange menneskers kameraer flyver igen op af tasken, og stiller skarpt på den ensomme lille pandabjørn, der sidder i hjørnet af dens glasbur. Det stikker let i mit hjerte, når man ser bambusplanterne rundt om buret, og forestiller sig denne lille skabning placeret i en hel skov af disse.
En sørgmodighed rammer mig hårdt, når jeg går i mine egne tanker, og ser alle disse dyr samlet på ét sted.
Særligt da jeg når løveburene, er det kuldeskærene at træde ind i lokalet. En tung lugt af tis rammer mine næsebor, og jeg skeler efter udgangen, og længes efter den friske luft. Men jeg drages hurtigt mod de to løver, der er 1½ meter tæt på. Hunløven bevæger sig hastigt gennem sit lille bur, mens hanløven står helt stille, og stirrer fokuseret ud i lokalet. Der går intet mindre end et par minutter, før en dyster lyd fylder lokalet. Det får mine hår i nakken og resten af kroppen, til at rejse sig. Tunge dybe brøl flyver ud af hanløven, og jeg kan høre, at de kommer helt nede fra maven. Jeg skeler hurtigt efter en nødudgang, i tilfælde af døren ind til buret ikke skulle være ordentligt sikret.
Da jeg træder ud af lokalet, møder jeg en ny lyd mellem fuglefløjtene foroven. En munter brummen der kontrasterer løvens brøl meget kraftigt. Jeg går mod den glædesfremkaldende rallen, og mødes af en flok søløver, der plasker rundt i vandet. Babysøløvens jamren efterfølger morens, og den lyder mest af alt som kvalt hoste, i forhold til de velkendte søløve skrig, de andre kommer med.
Lige ved siden af søløverne står pingvinerne. Det ligner at de er opstillede til netop den stilling, de alle sammen står i. De står i et bur lavet i stil med Odense zoologiske haves specielt indrettede islandskab. Buret er lavet så det ligner nordpolens farverige himmel, præget af en kunstig sols stråler. Kunstige sten der ligner klipper belagt med is, sætter tankerne i gang, om at her er nogle dyr der burde nyde deres omgivelser.
Regnen har taget ordentlig fat, og står ned i lårfede stråler, men før jeg søger ly, skal jeg lige nå at se Knut.
Jeg finder et kort, og trasker hurtigt af sted mod isbjørnene. Da jeg endelig når isbjørnene, møder jeg ikke det, jeg forventer om en stor hvid bjørn. Isbjørnene er nærmest gullige. Jeg er ikke videre overrasket.
Men rundt om mig, gemmer folk sig under deres paraplyer, hiver kameraet op, og smiler tilfredsstillende for sig selv. Vidnende om at man ikke tager i Berlin Zoo, uden at kunne tage et billede med hjem af isbjørnen Knut.
Jeg finder et kort, og trasker hurtigt af sted mod isbjørnene. Da jeg endelig når isbjørnene, møder jeg ikke det, jeg forventer om en stor hvid bjørn. Isbjørnene er nærmest gullige. Jeg er ikke videre overrasket.
Men rundt om mig, gemmer folk sig under deres paraplyer, hiver kameraet op, og smiler tilfredsstillende for sig selv. Vidnende om at man ikke tager i Berlin Zoo, uden at kunne tage et billede med hjem af isbjørnen Knut.
Cathrine og Signe på det tyrkiske marked i Kreuzberg.
På tyrkisk marked i Kreuzberg
På det ugentlige marked i Kreuzberg er det tyrkiske mindretal i overtal og gammel tysk historie erstattet med en ny tyrkisk
Af Line Mønsted
Råt kød og nyfangede fisk ligger på is bag glasruder. Bananer, mangofrugter og ananas er stablet i bunker, mens deres mange farver indfanger alle interesserede besøgende på det tyrkiske marked. Duften af druer og citrusfrugter hænger i luften, men øjeblikket efter bliver den erstattet med duften fra en anden bod. Her sælger en tyrkisk mand og en dame pandekagelignende brød med forskellige oste og grøntsager.
”Mit käse oder ohne?,” råber de på skift ud til de sultne mennesker, der er i gang med at bestille. Ansigter, der kigger forvirret på de andre mennesker i køen, afspejler uklarhed over hvem, der bliver spurgt, og hvis tur det er. Fra alle retninger foregår handler, på enten tyrkisk, tysk eller engelsk, mere eller mindre entusiastiske.
”Mit käse oder ohne?,” råber de på skift ud til de sultne mennesker, der er i gang med at bestille. Ansigter, der kigger forvirret på de andre mennesker i køen, afspejler uklarhed over hvem, der bliver spurgt, og hvis tur det er. Fra alle retninger foregår handler, på enten tyrkisk, tysk eller engelsk, mere eller mindre entusiastiske.
Regn over Lille Istanbul
Det er fredag eftermiddag, og en tung regnsky har hængt over Berlin det meste af dagen. Det tyrkiske marked i Kreuzberg – også kaldet Lille Istanbul, da dette område har én af de største koncentrationer af tyrkere i Berlin – er ingen undtagelse. Store dynger af regndråber har hobet sig op i bodernes markiser, der truer med at give efter for det ekstra pres når som helst. Folkene i boderne prøver ihærdigt at dække varerne udenfor til med store presenninger. Samtidig bevæger to lange rækker af varmt indpakkede mennesker sig langsomt i hver sin retning, ned gennem alle boderne i læ under markiserne.
Det er fredag eftermiddag, og en tung regnsky har hængt over Berlin det meste af dagen. Det tyrkiske marked i Kreuzberg – også kaldet Lille Istanbul, da dette område har én af de største koncentrationer af tyrkere i Berlin – er ingen undtagelse. Store dynger af regndråber har hobet sig op i bodernes markiser, der truer med at give efter for det ekstra pres når som helst. Folkene i boderne prøver ihærdigt at dække varerne udenfor til med store presenninger. Samtidig bevæger to lange rækker af varmt indpakkede mennesker sig langsomt i hver sin retning, ned gennem alle boderne i læ under markiserne.
Fascination og købelyst
”Perler!” udbryder en dansk turist i fryd og stopper ved en bod fyldt med alverdens perler i forskellige farver og former. Foran står en masse kvinder samlet og blander perler i frugtskåle. Hver perle bliver vendt, drejet og gennemgår en særlig udvælgelse, før de ender i skålene.
Også tørklædeboden ved siden af er travlt beskæftiget. Her står både turister og en hel flok tyrkiske kvinder samlet. Hvor turisterne leder efter ekstra varme til halsen, er de tyrkiske kvinder ude efter nye stoffer og mønstre til at pryde deres hoveder med. Alle bærer de nemlig tørklæde om håret, og i denne bod bliver alle bunker gennemsøgt. Bag disken står to kvinder tæt indpakkede i store vinterfrakker og vejleder deres kunder til det rigtige køb.
”Perler!” udbryder en dansk turist i fryd og stopper ved en bod fyldt med alverdens perler i forskellige farver og former. Foran står en masse kvinder samlet og blander perler i frugtskåle. Hver perle bliver vendt, drejet og gennemgår en særlig udvælgelse, før de ender i skålene.
Også tørklædeboden ved siden af er travlt beskæftiget. Her står både turister og en hel flok tyrkiske kvinder samlet. Hvor turisterne leder efter ekstra varme til halsen, er de tyrkiske kvinder ude efter nye stoffer og mønstre til at pryde deres hoveder med. Alle bærer de nemlig tørklæde om håret, og i denne bod bliver alle bunker gennemsøgt. Bag disken står to kvinder tæt indpakkede i store vinterfrakker og vejleder deres kunder til det rigtige køb.
Turen fortsætter videre ned gennem rækken af handlende. Sølvsmykker, uldsokker, vinterstøvler, hotdogs, læderpunge, gulvtæpper og blæksprutter, der krummer sig sammen på ryggen i fryseboksen. Alt, hvad der kan sælges, bliver solgt her. Lysten til handel er stor, og gode tilbud og rabatter bliver langet over diskene til de mange mennesker, der på denne grå dag bevæger sig igennem mylderet. Her taler varerne til alle sanser, og i slutningen af markedet er folk helt overvældede af forskellige indtryk. Samme danske turist som før formår alligevel at udbryde: ”Jeg er fan af det her marked!.”
Mittes sidste oase
Schokoladen betragter sig selv som en sidste oase i en stadig mere kommerciel bydel. Baren er stamsted for Mitteberlinere. Her spiller indiebands på en tilrøget scene, der er tre meter lang - og tre meter bred.
Af: Nina Aagaard
Af: Nina Aagaard
Torsdag. Ackerstrasse, i hjertet af berlinerbydelen Mitte, ligger øde hen i tiltagende mørke. Spillestedet Schokoladen er også stille. Klokken er otte - først klokken ti starter aftenens koncert.
En time senere trænger en strøm af lys og summen af stemmer gennem mørket. Den tunge indgangsdør knirker konstant op og i. Grupper af gæster træder næsten direkte ind i koncertsalen. En kvinde med langt, sortfarvet hår og rød læbestift sælger billetter til aftenens koncert og stempler firkantede elefanter på gæsternes håndled. Bagerst i rummet er tre slidte, mørke trætribunerækker klemt op ad væggen. Ti koncertgæster sidder allerede klar. De drikker øl, ryger og småsnakker.
Berlins mindste spillested
Salen, cirka ti gange ti meter, må være den mindste koncertsal i hele Berlin. Lyssætningen er dunkel, farverne mørke og varme. Den ene halvdel af væggene er malet røde, den anden tapetseret med forskellige rosemønstre, der ligner gavepapir. Et stykke stof dækker en smal døråbning: Resten af baren gemmer sig bag et tungt, bordeaux velourforhæng.
En sidste oase
En sidste oase
Et par gæster kanter sig med besvær gennem forhænget og ind i lokalet. Femtenmandskøen til baren dominerer rummet, der er endnu mindre end koncertsalen. Alligevel er der blevet plads til to høje borde, barstole og et sofahjørne. På de pejseagtige murstensvægge hænger et mylder af billeder. Unge kunstnere fra kvarteret udstiller deres værker på spillestedet. Schokoladen ligger i en gammel fabriksbygning, der fungerer som kulturhus. Overetagen er atelier for fem Mittekunstnere, underetagen redaktion for den antikommercielle byavis "Scheinschlag".
Huset blev bygget i 1881 og overtaget af schokoladefabrikanten Julius Stullgys i 1911. Først i 1971 stoppede produktionen. I mellemkrigstidens Berlin var lokalerne hjemsted for Hitlerjugend. Bygningen stod længe tom, da fabrikken lukkede. Schokoladen bragte liv til bygningen igen. Spillestedet åbnede i 1991 og har siden, ifølge sin hjemmeside, fungeret som "en sidste oase i en stadigt mere kommercielt præget bydel."
Schokoladen er stamsted for Mitteberlinere. Men ikke kun lokale kommer til koncerterne. På toilettet, ved siden af en glasskål med gratis tamponer på et fintdekoreret glasperlebord, er dørene til de to båse overskrevet med sprittusch. På den ene står "Ry Højskole forår '10", på den anden "Ry Højskole efterår '10."
Stilfærdig indie
Stilfærdig indie
Småsnak fylder barlokalet. Engang imellem trænger høje råb fra bordfodboldbordet i det tilstødende lokale gennem lydmuren. Bag forhænget lyder en stille, nasal stemme fra en nystartet koncert. Loftet på Schokoladens lille scene er draperet med tunge, røde gardiner. Bandet, Garda, består kun af to mænd. Alligevel virker scenen overfyldt. I mellem numrene hyggesnakker forsangeren længe med publikum og med jævne mellemrum bryder hele salen ud i latter. Stemningen er intim, indiemusikken stilfærdig. Salen er fyldt til bristepunktet. De bagerste flytter hovedet frem og tilbage for at få et glimt af scenen. Alligevel masser de sig ikke fremad. På Schokoladen er der ingen spidse albuer eller store armbevægelser.
Halvanden time senere ligger Garda instrumenterne fra sig. Koncerten er slut. De hopper ned fra sceneforhøjningen, ind blandt publikum og hen til baren. Her småsnakker de med den skallede, lædervestklædte bartender.
Et nyt band gør klar på scenen. Endnu en koncert er ved at begynde. Ude i torsdagskulden er mørket blevet tættere, men Schokoladen lyser op - med støj, røg og trommeslag.
